Bragt i Politiken den 10. marts 2012.

Af Gitte Terp Henriksen, byrådsmedlem i Furesø Kommune (SF), og Sine Heltberg, medlem af Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg (S), begge valgt første gang i 2009.

En 16-årig søn spørger sin mor, om det altid kun er gamle mennesker, der deltager i politik, efter at have overværet et borgermøde. Et par måneder senere er der midtvejsseminar for nye kommunalpolitikere, og vi ser en sal fuld af gode kollegaer med gråt hår. Og det er vel og mærke de nye politikere, ikke de gamle garvede, der var med fra før kommunalreformen.

Børnefamilier, kvinder, unge og privatansatte er stærkt underrepræsenteret i landets byråd og kommunalbestyrelser. Chancen for at finde en mandlig skolelærer i byrådssalen er voldsomt meget større end at støde på en privatansat småbørnsmor. Lønnen og arbejdsvilkårene er simpelthen for ringe i forhold til den store arbejdsopgave, man påtager sig som kommunalpolitiker.

Fakta er, at udviklingen i menige kommunalpolitikeres vederlag gennem de sidste 15 år end ikke er fulgt med prisstigningerne i samfundet og i modsætning til det meste af det øvrige danske arbejdsmarked, ikke er nogen pensionsordning.

Otte ud af ti siger i en ny KL-undersøgelse, at deres vederlag ikke står mål med arbejdsbyrden. Ja selv erfarne politikere med lang uddannelse kan have svært ved at følge med i papirbunkerne, viser en anden ny undersøgelse. Lysten til at forbedre disse forhold er lig nul på Christiansborg.

Konsekvenserne er triste. Nogle steder har nærdemokratiet nærmest udviklet sig til en parodi, fordi arbejdsmængden er så massiv, og fordi magtfordelingen mellem embedsmænd og borgmestre på den ene side og menige kommunalbestyrelsesmedlemmer på den anden side er så skæv.

Samtidig ligger stemmeprocenten langt under folketingsvalgene og er nu nede på 65 procent. Det laveste i 35 år.
Nu skal kommunalreformen evalueres. Det er oplagt at se på, hvordan vi får revitaliseret lokaldemokratiet. Vi ønsker bedre kommunale beslutninger, øget borgerinddragelse, sundere økonomi, magten tilbage til politikerne og kommuner, der formår at tænke på tværs med plads til kreativitet. Det kræver, at lokalpolitikerne har ordentlige arbejdsvilkår.

Derfor har vi lavet et forslag, hvis omkostninger er noget under, hvad kongehuset koster skatteborgerne, eller det samme, som der er afsat til det kommende halvårlige EU-formandskab.

Og ja, vi ved godt, der er økonomisk krise, og at timingen derfor ikke er den bedste. Men det har den åbenbart ikke været i 15 år. Vi mener, at pengene tjener sig ind via bedre beslutninger og mere styr på økonomien. At det er en god investering i at få et levende lokaldemokrati i Danmark.

Hvis der intet sker risikerer vi at lokaldemokratiet bliver en ren farce, hvor det reelt er embedsmænd og borgmesteren, der bestemmer. De øvrige politikere som os er i bedste fald kransekagefigurer – i værste fald pauseklovne.
På de to år, vi har været folkevalgte, har vi oplevet direktører, der bevidst overvejer, hvornår det er strategisk bedst at ’flage’ en sag. Skal et problem beskrives klart og tydeligt og sendes af sted til politikerne, mens de har god tid? Eller skulle man hellere vente, til der er allermest travlt, og så skrive om det langt nede i et bilag?

Vi har oplevet, at spørgsmål ikke besvares, at der lidt for ofte siges, »Sikke mange kommentarer du har – skriv lige en mail«. eller »Det kan du finde på nettet«. Alle ved godt at det alt sammen tager tid, som er det, de fleste lokalpolitikere har mindst af.
Vi har oplevet manglende implementering af politiske beslutninger, eller at sager trækkes i langdrag, så man skulle bide sig mere end almindeligt godt fast. Igen noget, der tager lang tid.

Vores kritik er ikke en kritik af embedsværket i de to kommuner, vi kommer fra. Det er en kritik af en ulige magtbalance, der har fået lov at vokset frem gennem årtier. Og vores håb for fremtiden?

Tjaa, på det omtalte midtvejsseminar for nye kommunalpolitikere, hvor vi debatterede ønsket om bedre politiske arbejdsvilkår, kom en kommunaldirektør diskret hen til én af os i pausen og sagde, »Tror I virkelig, I kan få noget ud af det…«
Ja, og dette debatindlæg er et af svarene.

Antallet af kommunalpolitikere er faldet fra 11.000 i 1970 til ca. 2.500 i dag. I samme periode er antallet af ansatte i kommunerne mangedoblet, så der i dag er ca. 420.000 fuldtidsansatte.

Normalt er det sådan, at mere ansvar er lig mere løn. Sådan har det i hvert fald været for kommunaldirektørerne. Siden 1998 er deres månedsløn vokset fra 51.000 kr. til 125.000 kr. i gennemsnit. Det vil sige 250 procent. I samme periode steg de menige kommunalpolitikeres vederlag med 31 procent, hvilket ikke engang svarer til de almindelige prisstigninger i samfundet, viser tal fra KL.
Borgmestrene klarer sig kun lidt bedre, mens for eksempel folketingspolitikerne har fået en dobbelt så stor lønstigning. Det bemærkes, at der i beregningerne ikke indgår honorarer fra bestyrelsesposter mv., men i praksis vil det ofte være borgmesteren/viceborgmesteren eller udvalgsformænd, der løber med de største honorarer – ikke de menige politikere.
Alene siden kommunalreformen er kommunaldirektørernes løn steget med knap 25 procent. Det vil sige, på fire år er kommunaldirektørernes løn steget næsten lige så meget, som lokalpolitikerne har været 15 år om at nå.

At være lokalpolitikere er jo jeres hobby, hører vi igen og igen. Og ja, det er da rigtigt, at vi brænder for politik. Men det er også hårdt arbejde. De sidste to år har vi været med til at sætte kursen i en krisetid.

Det er en tid, hvor det kommunale Danmark har rykket sig fra overforbrug til stram økonomistyring.
Vi har været der, for at forklare og forsvare upopulære beslutninger og til at tage de verbale tæv, der forståeligt nok kommer, når den lokale skole, daginstitution eller plejehjem lukkes eller beskæres.

Vi er blevet berørte af grædende mødre, der med deres barn i favnen har skældt os ud over, at vi lukker deres velkendte dagsinstitution. Vi er blevet buhet ud, når vi skulle forsvare nedskæringer på et velfærdskerneområde. Og vi har lært et par artigheder om, hvordan magten forvaltes på et rådhus. Her er et par eksempler fra vores hverdag.

Hvert år er der budgetforhandlinger. Sidste år modtog én af os 15 centimeter, tæt skrevne ark på to sider. Værs’go og læs. Det tog ca. 65 timer ren læsetid. Dertil kommer en masse møder. Man kan godt regne med fem møder om ugen i perioden fra medio august til primo oktober.

Resten af året er der også mange sager. I gennemsnit siger lokalpolitikerne, at de bruger 18 timer ugentligt på arbejdet, viser en undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) fra 2009. Vi bruger fast 2-4 aftener om ugen, dertil weekender og tid i dagstimerne til at læse, snakke, mødes med de borgere, sagen drejer sig om, drøfte med andre politikere og træffe beslutninger.
I 2011 var der alene på børne- og skoleområdet i én af vores kommuner 327 sager! De handler om alt fra undervisningstimer, tvangsfjernede børn, mad i dagsinstitutionerne og udlicitering af rengøring. Det er mange timers arbejde.

Vi synes, det er tid til at spørge sig selv, hvad det er for et lokaldemokrati, vi ønsker os i Danmark. Ønsker vi lydhøre politikere, der har tid til en snak om lokale forhold på plejehjemmet, skolen eller dagsinstitutionen? Eller ønsker vi politik-bureaukrater, der gemmer sig bag stadigt voksende papirbunker oppe på et stort rådhus med tykke mure?

Ønsker vi en bred skare af folkevalgte siddende rundt om i byrådene? Eller ønsker vi, at lokalpolitik udvikler sig til en egentlig pensionistbeskæftigelse? Vi synes, det er nu, vi skal sikre, at privatansatte og familiemennesker også kan magte at deltage.
Og det har vi et forslag til.

Vi foreslår, at byrådsmedlemmerne ud over den nuværende honorering gives ret til deltidsansættelse i op til 20 timer om ugen med fuld lønrefusion til deres arbejdsgivere og med ret til pension, feriepenge mv. Dog med et loft over den maksimale refusion, der svarer til lønnen for et folketingsmedlem.

Med den model gøres det muligt for byrådsmedlemmet at indrette fordelingen af sin samlede arbejdstid efter behov. Langt de fleste ville altså kunne deltage i lokalpolitik uden at miste løn, fordi de får opretholdt deres nuværende løn.
Vores beregninger viser, at udgifterne for kommunerne maksimalt vil løbe op i 250 mio. kr., hvis stort set alle vælger at gå på deltid. Det svarer til omkostningerne ved restaureringen af Kronborg.

Vi er som nævnt bekymrede for lokaldemokratiets fremtid. Fordi vi ved, at det er meget nemmere for alle at overskue en lille, konkret sag end de store tal.

Vores erfaring er, at der ofte opstår meget mere debat over de mindre sager. For eksempel om biblioteket skal lukke kl. 18 eller 20 torsdag aften. Mens en regnefejl på 120 mio. kr. eller ustyrbar sociale udgifter mødes med et »det er virkelig beklageligt«.
Vores erfaring er også, at når man forsøger at få styr på økonomien, kan det lykkes – det kræver bare hårdt arbejde og politisk fokus, hvis det skal gøres klogt.

Enhver kan beslutte, at alle skal spare tre procent om året, og så kan man krydse fingre for, at det også sker i virkeligheden, uden at borgerne af den grund behandles uanstændigt. Men der er ikke meget politik i at krydse fingre og tænke på et tal.

Vi ønsker lokalpolitik, hvor der er taget aktivt politisk stilling til, hvor der skal spares og hvor meget. Er det de små børn, skolerne, vejene eller de ældre, der skal holde for? Hvem skal man brokke sig til, hvis man synes, det er for usselt, det kommunen tilbyder? Det skal da være en politiker, som så må forklare, hvad der er besluttet og hvorfor. Og er man utilfreds, må man stemme på nogle andre, hvis de vil gøre det anderledes.

Men lokaldemokratiet virker kun, hvis borgerne kan se, hvem der har taget beslutningerne. Og hvis det er synlige politikere, der har gjort det. Hvis lokaldemokratiet ikke fungerer, er der ingen grund til at stemme. Det er desværre nok sådan, flere og flere tænker.

Bragt i Frederiksberg Bladet den 6. marts 2012
Husejere på Frederiksberg betaler Danmarks højeste ejendomsskat. Samtidig er Frederiksberg den mest forgældede kommune pr. indbygger i hele landet.

De seneste år er der tilmed gennemført heftige sparerunder på alle store velfærdsområder fra børnehaver og skoler til ældreplejen. Èn af grundene til dette er, at de borgerlige partier valgte at bruge pengene på skattelettelser, sidst der var en lille smule overskud i kommunekassen.

Nu melder de konservative så ud via Pernille Høxbro (K) og Niels-Ole Heggland (K) i Frederiksberg Bladet den 28. februar, at man vil gennemføre nye skattelettelser. Hvem der skal betale regningen, står hen i det uvisse. Er det de mindste børn, hvor der i forvejen er skåret på timerne og sammenlagt institutioner? Er det skolebørnene, hvor der allerede er fjernet undervisningstid? Eller er det de ældre, der netop har oplevet nedskæringer i hjemmehjælpen?

Socialdemokraterne har taget et stort medansvar for at genoprette den kuldsejlede økonomi. Vi har på intet tidspunkt lagt os i hængekøjen, men konstruktivt gennemgået område for område med en tættekam, for at finde de besparelser, der var mindst ringe.

Derfor undrer det os at læse, at det hele åbenbart var en stor skinmanøvre for fremtidige skattelettelser. Her siger vi stop! Vi vil ikke skære endnu mere i velfærden eller forgælde kommunen yderligere, for at de allerrigeste boligejere kan få skattelettelser.
Vi vil en sund kommune, hvor der er plads og råd til at give vores børn omsorg i daginstitutionerne. Hvor børnene lærer endnu mere i skolen, så de er godt rustet til videre uddannelse og job. Vi ønsker en ældrepleje præget af nærvær, medmenneskelighed og tid til den enkelte. Det koster alt sammen. Og den regning skal vi dele retfærdigt, sådan som vi er vant til i Danmark.

Der er nu gået fem måneder, siden Frederiksberg blev ramt af voldsomme oversvømmelser, der gjorde livet surt for mange boligejere og erhvervsdrivende. Og nu står vinteren for døren, og mange lokaler på skoler og idrætsanlæg er endnu ikke klar til brug. Imens kommer meldinger om yderligere forsinkelser.

Flere steder er der ikke skyggen af en håndværker at se. Og det har der ikke været i lang tid. I kommunalbestyrelsen er vi blevet orienteret om, at kommunens forsikringsselskab ville lave et samlet udbud, for at gøre renoveringen billigere.

Det er selvfølgelig meget forståeligt… til en vis grænse. For lige nu virker det ærlig talt, som om der er gået lige lovlig meget justeri i den. Når man har sin daglige gang i ødelagte lokaler, og ikke har set skyggen af en håndværker i flere måneder og så får af vide, at det skal man nok heller ikke sætte næsen op efter, virker det som om nogen sover i timen.

Imens må vores børn, idrætsforeninger, kulturbrugere og alle andre, der fortsat er ramt af den manglende renovering leve med enten at være presset sammen som sild i en tønde, fordi bygningerne fortsat er spærret af, eller skyde en hvid pind efter ønskerne om indendørs aktiviteter her i vinter.

Andre på Frederiksberg som fx kirkerne og ejerne af store, private ejendommen, der udlejes til aftenskoleaktiviteter, kan åbenbart godt gøre det hurtigere, lyder meldingen, når man spørger.

I Socialdemokratiet er tålmodigheden ved at være opbrugt. Nu må renoveringsarbejdet op i et højere gear. Vi vil derfor undersøge, hvilke muligheder kommunen har, for at sætte fut i arbejdet.

I brætspillet Matador findes et ”prøv lykken” kort, hvor værdigt trængende får en håndsrækning. Betingelserne er benhårde. Man skal være helt blanket af for at få hjælp.

Matador er en dansk udgave af et over 100 år gammelt, amerikansk spil, der oprindeligt hed The Landlord’s Game. Tanken bag spillet var at vise, hvordan rige jordejere forøger deres rigdomme og samtidig holder lejerne nede gennem høje renter på jord og huse. Altså hvordan ulighed opstår og hastigt udbygges.

Alle der har spillet Matador ved, at når man først er kommet bagud, så er det meget svært at kæmpe sig op igen. Så er det faktisk alene held, der afgør, om man lander på rådhuspladsen med en dagsleje på flere tusinde kroner eller på et ”prøv lykken” felt.

På Frederiksberg sidder et lille politisk udvalg, der hvert år uddeler legater, rige borgere har efterladt i kommunens varetægt. Det er selvsagt et stort privilegium, at være med til at give enlige og familier en lille håndsrækning her op til jul.

Men det er også tankevækkende, at vi – mere end 100 år efter Matadors opfindelse – har noget, der hedder og vitterligt er – trangslegater. Tankevækkende at så mange har behov for hjælp til at få enderne til at mødes. Budskabet er det samme, vi hører år efter år fra de organisationer, der uddeler julehjælp. Køerne vokser og vokser.

Ti års borgerligt styre har ikke forbedret livssituationen for dem, der har mindst. Fattigdom producerer kun mere fattigdom, mere sygdom og dårlige livsvilkår. Pisk skaber ikke arbejde og fjerner ikke diagnoser.

Derfor er det glædeligt, at den nye regering som én af sine allerførste handlinger afskaffer fattigdomsydelserne i Danmark. Glædeligt at ord som frihed, lige muligheder for alle, fællesskab, respekt og tolerance igen er grundlaget for den politik, der føres.

Afskaffelsen af VK-regeringens fattigdomsydelser løser ikke alle problemer. Men det er et vigtigt, første skridt på vejen til flere reformer. Efter nytår kan lidt flere familier spille Matador på et bræt frem for at gennemleve det i virkeligheden.

Socialdemokraterne vil gå til de kommende budgetforhandlinger med ønske om at række hånden ud til sporten på Frederiksberg og støtte en kunststofgræsbane, så endnu flere kan spille fodbold.

Sporten efterlyser politiske løfter i denne tid, fordi der i årevis har manglet investeringer i baner, omklædningsrum og andre faciliteter. Dette til trods ydes der dagligt en forbilledlig indsats af frivillige ledere og trænere, og der høstes flotte resultater.

Alene i fodboldens verden huser Frederiksberg alt fra den absolutte elite, F.C.K, der træner på Frederiksberg, til de yngste børnerækker. Både drenge- og pigefodbolden har succes, og der er stor medlemsfremgang i klubberne.

Alle baner og haller udnyttes optimalt, men det siger sig selv, at der er grænser for, hvor mange der kan spille på en fodboldbane ad gangen, og hvor mange timer græsset kan tåle at blive løbet på, før det hele forvandles til en støvmark. Derfor ønsker fodbolden at lave græsbaner om til kunststofgræs, der kan tåle meget mere slid.

Det synes Socialdemokraterne er en god ide. Vi bliver flere og flere indbyggere i byen. Flere børn, unge og voksne, der alle skal have mulighed for at dyrke sport. Vi har ikke uopdyrket land, vi kan forvandle til nye idrætsanlæg, så løsningen må være at få endnu mere ud af det, vi har.

I sidste uge var der skolestart på Frederiksberg. Overalt sås spændte børn med fast greb forældrenes hænder klar til livtag med et nyt livskapitel.

Og hvad er det så for et tilbud, de får i folkeskolen? Først og fremmest mødes de af meget kompetence lærer. Frederiksberg har tradition for at investere i efteruddannelse, fordi vi mener, dygtige lærer er helt afgørende for, at børnene lærer det, de skal.

Det er også en skole, hvor der er investeret ekstra i dansk i de små klasser, fordi læsningen er afgørende for succes i mange andre fag. Og så er det en skole, hvor kravene til forældrene er tydeligt tegnet op. Selv den bedst lærer får det svært, hvis ikke børnene møder veludhvilede, mætte og med brændstof i madpakken til dagen.

Men hvordan klarer børnene sig så? Ser man på den skolerangliste, som undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) netop har offentliggjort, ligger et klart flertal af de frederiksbergske folkeskoler godt placeret. Ranglisten går ud på, at man på baggrund af karaktergennemsnit og elevernes sociale og økonomiske baggrund, regner ud, om en skole over- eller underpræsterer i forhold til dens elevgrundlag.

En anden måde at gøre resultaterne op på er at se, hvor mange der gennemfører en ungdomsuddannelse bagefter. Her ligger Frederiksberg desværre på en 80.plads af alle kommuner. Især for dem der vælger erhvervsskoleskolevejen er der plads til forbedring.

Efter flere års intens fokus på indskolingen ønsker S nu på samme måde, at der kommer ekstra fokus på mellemklasserne, hvor grundlaget for de senere uddannelsesvalg ofte forberedes. Derfor har vi bl.a. foreslået at indføre håndværksfag som valgfag. Nu er det op til de kommende budgetforhandlinger, om der kan findes et politisk flertal for at styrke folkeskolen anno 2011.

Byggeplanen for Domus Vistas blev fremlagt op til sommerferien på et meget velbesøgt borgermøde. Den socialdemokratiske gruppe var talstærk repræsenteret for at nå at høre reaktionerne og drøfte forslaget ude i de grupper, der blev dannet. Her kom der rigtig mange gode ideer på bordet.

Èn foreslog at der i stedet for så stort et center skulle laves en svømmehal midt på pladsen. S har tidligere foreslået en svømmehal her, og vi vil nu gå i gang med at undersøge, om det kan realiseres. Der var i det hele taget masser af gode forslag til, hvordan man kan skabe bedre muligheder for et aktivt fritidsliv på området, som S vil gå videre med.

Det vigtigste for os er, at der kommer gang i byggeriet, så pladsen og området kan få det løft, der er så tiltrængt. Når der er sagt, så deler jeg langt hen af vejen de bekymringer, beboerne på skolevænget her fremlagt i avisen. Dels arkitekturen hvor jeg er enig i, at det havde været godt, hvis ejeren havde udskrevet en arkitektkonkurrence og fremlagt flere forslag.

Havde kommunen ejet området, ville vi have kæmpet for, at det var blevet sådan. Derudover er der planerne for centeret, som man godt kan stille sig tvivlende over for. På arkitektens fine tegninger, var der placeret en kæmpe Chanel-butik ved indgangen. Jeg håber, beregningerne bag planerne for centeret er lidt mere jordbundne og ikke baseret på salg af 20-30.000 kroners jakker og kjoler.

Der var også lagt op til to grønne områder, hvoraf arkitekten fortalte mig, at det ene – ud mod Roskildevej – reelt ikke er anvendeligt som rekreativt område pga. vinden og trafikken. Ærgerligt hvis der endnu engang væltes beton ud over byen uden at sikre grønne åndehuller og god plads til leg og sport.

Vi støtter kraftigt op om en fornyelse af området. Men det skal naturligvis ikke forhindre, at vi fortsat vil arbejde for, at planerne gøres grønnere og inkluderer plads til leg, sport og et liv udenfor shoppingcenteret.

Privatskoler er bedre end folkeskolen. Det konkluderer Undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) på baggrund af sin nyeste skolehitliste. Endnu hyldes det private på bekostning af fællesskabet.
Folkeskolen er fortsat den eneste institution, hvor børn fra gode kår lærer, at ikke alle er så heldige. En viden der er mindst lige så vigtig som den rent faglige.
Nogle forældre drikker. Nogle arbejder hele tiden. Andre kæmper med psykisk sygdom. Og hvis vores børnene ikke får kendskab til mennesker mangfoldighed i folkeskolen, er der meget lidt sandsynlighed for, at de får det siden hen. Så vokser de op i forskellige grupper, og så er klassesamfundet en realitet.
Privatskolerne oplever stigende elevtilgang. Hvad der tidligere var et valg af en anderledes pædagogik, er i dag i højere grad et tilvalg af bedre boglige færdigheder, færre problembørn og færre indvandrere. Mange steder, skal børnene skrives op ved fødslen. Det giver skolerne muligheder for at udvælge sine elever. Og de kan også sortere undervejs. Hvis et barn bliver for krævende, kan man smide det ud.
Fakta er, at det offentlige betaler det meste, uden at kunne råde over en andel af pladserne eller kunne stille krav om, at skolerne bidrager med specialundervisning eller på anden løfter et socialt ansvar. Det vil S gøre op med. Vi har brug for et mere lige og retfærdigt samfund.

Dansk økonomi er i krise og vælgerne trygles om at købe mere af blå blok. Men efter 10 år med enøjet fokus på det private forbrug er det nu tid til at sadle om.
Vi er blevet fortalt, at hvis bare de i forvejen rigeste og bedst uddannede får endnu mere ind på bankbogen, skal det nok gå. Virkeligheden er, at produktiviteten har stået i stampe og uligheden øget betydeligt, mens tusindvis af arbejdspladser er flyttet ud af landet i VKO’s regeringstid. Det til trods for skattelettelser og en accept af grådighed i samfundets top, der ikke lader overklassen i udviklingslandene meget tilbage.
Og hvad er det så, vi får ved at øge det private forbrug, mens kommunerne holdes i et økonomisk jerngreb? Ja, helt konkret kan man i de rige dele af landet, se små børn blive afleveret i dyrt mærkevaretøj i en dagsinstitution, hvor der er skåret på personalet og dermed de nok så berømte varme hænder. Og det kan da godt være, pensionisten har fået råd til rødvin med en finere etikette på, men hvad nytter det, hvis bad og rengøring i hjemmeplejen er skåret ind til benet?
S vil løse problemerne i fællesskab og ved at fremrykke offentlige investeringer. Vi mener, sammenhængskraft er grundstenen for vækst. Ikke fordi vi har det mindste imod Burberry klædte børn, vi tror bare, at tid til kastanjedyr og perleplader er en bedre investering.

Bragt i Politiken juni 2011
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har igen dokumenteret, at Danmark har fået flere fattige, og at vi nu har 75.000 fattige børn – en stigning på 50 pct. i VK-regeringens levetid. Det borgerlige automatsvar er forstemmende. Hver gang AE offentliggør deres fattigdomsanalyser, melder borgerlige politikere ud at: 1) Penge betyder ikke alt, 2) DK har kun relativ fattigdom, og 3) Forældrene skal finde sig et job. Svaret hos S er at fjerne de laveste sociale ydelser. Med andre ord – VK har ikke tænkt sig at gøre noget som helst, men vil blot stiltidende se på, at stadig flere børn vokser op i fattigdom. Og hvordan forklarer man sin 4-årige datter om relativ fattigdom? At mor ikke kan få et arbejde, måske fordi hun er for syg eller psykisk svag er ingen trøst, når pigen spørger, hvorfor hun ikke må få de ting, andre har. En lyserød kjole. En gave til børnefødselsdagen. Eller hvorfor de aldrig skal på ferie og opleve noget spændende som kammeraterne? Uligheden i Danmark er steget under VK. Og mens toppen har forgyldt sig selv med store lønstigninger og aktieoptioner, er bunden straffet med lave ydelser. Når toppen går konkurs, træder staten til med bankpakker, lån og kreditter. Når de økonomisk dårligst stillede ikke kan klare sig, smækkes kassen i – og hvor det tidligere var muligt at få ekstraydelser fra kommunen til fx en vaskemaskine, så er det i dag langt vanskeligere. Lad os nu få det folketingsvalg!